Om værket

Mørkets stemning
Som titlen fortæller, møder vi her en gruppe mennesker og huse i et klitlandskab. Den lavt hængende måne fortæller os, at det er aften, og i dette halvmørke landskab ses mindre grupperinger af mennesker og huse. I baggrunden anes en horisont markeret af græsbevoksede klitter, hvilket fortæller os, at vi er tæt på havet. Det er sandsynligvis Vesterhavet og egnen omkring Thy, der skildres, eftersom Jens Søndergaard selv var fra denne egn. I 1948 købte han et hus i Stenbjerg i Thy, som hurtigt blev hans foretrukne opholdssted om sommeren, og i sine billeder tog han ofte udgangspunkt i denne lokalitet. Om vinteren boede han i København.

Malestilen i Mennesket og huse i klitlandskab fremstår meget fri og umiddelbar. Billedets horisontlinie er placeret i midten af billedet, så der er cirka lige del himmel og jord. Himlen er mørk og gråblå, og understreger den dystre stemning, der antydes gennem de mange mørkklædte skikkelser. Selve horisontlinien er svagt krummende og bidrager med en nærmest svimlende fornemmelse. Figurerne forrest i billedet er på vej ud af vores synsfelt, hvilket vidner om, at scenen er afbildet fra et højtliggende punkt, og gennem en ret abrupt afskæring af motivet synes Søndergaard at understrege landskabets nærmest uendelige udstrækning.

Fra mikrokosmos til makrokosmos
I baggrunden, blandt samlingen af huse, ses en kirke og på huset til højre hænger et kors. Der er således flere ting som peger i retningen af religion og tro. Billedet bærer under titlen hjem fra møde, og man kunne få den tanke at det var en form for religiøst møde beboerne i dette lille lokalsamfund har været til. Billedet er malet i 1948-1949, hvor den indre missionske tro og levevis stadig fyldte meget i Nordvestjylland.

Hvad angår motivet lægger Søndergaard sig på mange måder op ad den samtidige maler Niels Bjerre. Han skildrer i sit billede Harboøre. Guds Børn, som ligeledes findes på ARoS, et indre missionsk miljø. Bjerre skildrer sit persongalleri med en stille indføling i missionens værdier, mens Søndergaards fremviser et voldsomt temperament med en iboende afstand til missionen. Man kan således sige, at Søndergaard har valgt at vise sin egen opfattelse af missionen frem for at fokusere på miljøets faktuelle optræden. Stemning i billedet vidner om miljøets indelukkethed.

På den anden side understreger Søndergaard selv, at de tematikker han berører i det lille, lokale samfund, i virkeligheden bygger på almene begreber og problematikker. Kompositorisk antydes sådanne ideer gennem Søndergaards karakteristiske brug af en let krummende horisontlinie, der lader beskueren forstå at det mikrokosmiske er en del af det makrokosmiske.